Friday, September 03, 2010
Forside
Hjælp
Om Ugeaviserne
Annoncør
Kontakt
Vis alle artikler
Skriv din mening
Søg annoncer
Søg artikler
Aviser
Fjerritslev Ugeavis
Hadsund Folkeblad
Hals Avis
HanboBladet
Hirtshals Bindslev Avis
Lokalavisen Frederikshavn
Lokalavisen Sydvestvendsyssel
Løkken Folkeblad
Østvendsyssel Avis
Tylstrup Folkeblad
Hobro Avis
Hanstholm Posten
Midt-Vest Avis
Nørresundby Avis
Oplandsavisen
Sindal Avis
Skagen Onsdag
Thisted Posten
Thylands Avis
Sæby Folkeblad
Vejgaard Avis
Vendelbo Posten
Aabybro Posten
Her kan sjælen trække vejret dybt
Thylands Avis
Avisannonce
SINDRUP: Det er i år 40 år siden, at billedkunstneren Susanne Tvermoes og hendes mand, forfatteren og tv-fortælleren Gunnar Iversen rykkede deres københavnske teltpæle op og slog sig ned i Sindrup, hvor de omskabte et nedlagt husmandssted til et personligt museum, Lunaria Kunstsamling-Danas Have.
- Vi var nået til en korsvej i vores liv. Storbylivet var ikke længere livet for os. Og når det ikke blev Bornholm eller Skagen, men Thy, så skyldtes det først og fremmest landskabet, som ikke er overrendt, men fremtræder med sin særlige stemning af oprindelig natur, præget af vind og vejrs omskiftelighed, indleder Gunnar Iversen en jubilæumssamtale med Thylands Avis.
Selvbesindelsens land
- Thyland er et selvbesindelsens land, et sted hvor man kan komme undervejr med sig selv. Det er da slående, at det ikke var i Skagen, at skagensmaleren P.S. Krøyer valgte at tilbringe hvedebrødsdagene med sin Marie, men Stenbjerg i Thy. Og om John Lennon, som vi traf sammen med i vor første jul i Thy. På Åge Rosendals Verdensuniversitet i Skyum, har en nær ven af ham, Peter Stansill, skrevet, at det var i Thy, den selvusikre knægt fra Liverpool fandt sig selv, fortsætter Gunnar Iversen.
- For mit eget vedkommende var jeg i 1969 i tvivl, om jeg skulle fortsætte som lærer i psykologi på Krogerup Højskole eller tage imod et tilbud om at undervise på Københavns Universitet. Da jeg indviede filminstruktøren Lise Roos i min drøm om, at realisere Grundtvigs universitetstanker, en forening af højskole og universitet, tog hun mig resolut på en køretur til Thy for at møde Åge Rosendal, som hun vidste gik med de samme visioner, afslører forfatteren.
Base på Korshøjgaard
- Mødet fjernede den sidste rest af tvivl i mit sind. Kort efter flyttede vi, min ægteviv Susanne og jeg med vores dengang knap 3-årige datter Eva til Thy, hvor vi fandt en ren oase, et nedlagt husmandssted, Korshøjgaard i Sindrup, med en fjordudsigt så vid, at selv indfødte thyboer overraskes, når de træder ud i Danas Have, som vi anlagde, efter at drømmen om et verdensuniversitet i Thy i FN-regi brast, lyder det fra Gunner Iversen med begejstring i stemmen.
- Pengene til udbetalingen var for øvrigt honoraret på min første bog, "Om fordomme", udgivet af Danmarks Radio i tilknytning til en tv-serie, jeg lavede sammen med en gammel studiekammerat, tv-journalisten Poul Martinsen.
En af udsendelserne, hvori vi satte nogle hippier til at bygge en bro sammen med nogle fra rockergruppen De vilde Engle, et forsøg på at nedbryde deres gensidige fordomme, vandt Den europæiske tv-pris i Prag samme år, 1969, husker Gunnar Iversen.
Susanne og Thyland
Også for Susanne Tvermoes blev Thylands natur forløser for hendes talent som billedkunstner. Hendes produktion af billeder, skabt af naturens egne materialer, løv og blomsterblade, havde i 1982 nået et sådant omfang, at hun kunne åbne sit eget lille museum, Lunaria Kunstsamling, benævnt efter det botaniske navn for måneskulpe eller judaspenge, der ofte danner den høje Thyhimmel i hendes kunst.
Landskabet, hvori Susanne Tvermoe's billeder over sagn og myter udspiller sig, er Thyland:
-Thylandskabet er min inspiration, de store linier, blæsten som former træerne, roen mellem højene.
At Thylandskabet i Susanne Tvermoe's billedkunst betager, det får man et klart indtryk af, når man blader i Lunaria Kunstsamlings gæstebog, hvor ord som "inspirerende", "medrivende" og "glæde" dukker op igen og igen.
Susannes Thylandskaber har været udstillet viden om, ikke kun på museer i det jyske, såsom Thisted Museum og Kirsten Kjærs Museum, Aakjærs Jenle og Johs. V. Jensens & Thit Jensen-Museet i Farsø, og Historisk Museum i Nykøbing Mors. Også københavnerne har kunnet glæde sig over dem på adskillige særudstillinger gennem årene, bl.a. har Nationalbanken, DSB, PBS og Friluftsrådet haft bud efter dem. Noget længere borte fra Thy har der været Tvermoes-udstillinger på bl.a. Tjolôholm Slot ved Göteborg, på Kunstmuseet i Tórshavn og på det franske Museum for Kunsthåndværk i Bourneville i Normandiet. I Slesvig vakte hendes billedfrise over folkevisen om Liden Kirsten og Prins Buris såvel kunstnerisk som lokalhistorisk interesse, idet Buris var hertug af Slesvig.
I øvrigt er Susanne Tvermoes i dag repræsenteret på bl.a. Naturhistorisk Museum i Århus, Aabenraa Museum og sidst men ikke mindst Thisted Museum, hvor hendes billedsuite over J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe kan ses i en smuk nyophængning.
I 1986 præsenterede DR-Tv Susanne Tvermoes som Ugens Kunstner. En opfordring fra Nyt Nordisk Forlag til at skrive om sin billedkunst resulterede 1988 i bogen Billeder af Blade.
Som dukkekunstner har Susanne Tvermoes skrevet bøger om kunsten at lave dukketeater, en kunst hun lærte sig i Bochum i Tyskland. Hun har bl.a. skabt dukkerne til H.C. Andersens eventyr Historien om en Moder og Skyggen samt folkeeventyret Miseri Mø, alle produceret af Jørgen Vestergaard Film for Tv-Teatret.
For Fyrspillene i Sydthy, hvis logo, to masker og et fyrtårn, er designet af Susanne Tvermoes, har hun tegnet kostumer til egnsspillene om Sankt Thøger og Cirkus Miehe, begge skrevet af Gunnar Iversen, et samarbejde thyboer nød godt af som publikum til og medvirkende i spillet: På Herrens Mark og På Fruens Mark, opført i henholdsvis Sjørring Volde og Thisted. Også til flere af Gunnar Iversens egnsspil, opført udenfor Thy, har hun skabt kostumer, bl.a. til Guldhornsspillet i Schackenborg Slotspark, vikingekongespillene i Jelling og middelalderspillet på Vitskøl Kloster i Himmerland.
Et sted hvor sjælen kan trække vejret dybt
Gunnar Iversen anede ikke dengang for 40 års siden, at han skulle blive dramatiker. Men Thy lærte ham noget om ham selv, som han ikke vidste:
-Selvom jeg gennem hele min barndom og ungdom på nærmeste hold havde fulgt min fars virke som instruktør af amatørteater, og skønt jeg i mine universitetsår havde fulgt forelæsninger i religionshistorie, så var det først her i Thy, at det gik op for mig, at jeg rummede dels en dramatiker, med hele treogtyve egnsspil inden i sig, dels en religionsforsker, der i sin søgen efter nye rødder, i Thylands forunderlige fortællinger og sagn kom på sporet af vikingetidens almengyldige myter og teutonernes keltiske naturforbundethed - alt sammen noget jeg fra 1992 udformede som LandArt i Danas Have, på en sådan måde at stemningen i haven træder frem i gæstens oplevelse af den, forklarer han.
- Og når besøgende i gæstebogen kalder stedet her et "roens og forundringens sted", hvor "sjælen kan trække vejret dybt", ja så kan man ikke andet end føle en stille glæde over at ens livsværk er lykkedes. : At give inspiration til de storbymennesker, vi jo næsten alle sammen er blevet, uanset om vi lever og arbejder i by eller på land, slutter Gunnar Iversen, der sammen med Susanne har beriget Thy og mange tusinder besøgende med kunstneriske-, historiske- og dramatiske kvaliteter, som vil række langt ind i fremtiden.
Lunaria Kunstsamling- Danas Have har i august åbent kl. 14 - 17 alle ugens dage undtagen mandag.
Til Thylands Avis forside
Send til en ven
Nordjyske.dk
Karensmindeskolen tog pokalen
(8:10 AM)
Stjålet bil sat i brand
(8:06 AM)
Med åbent sind
(8:03 AM)
Pænt weekendvejr venter forude
(7:59 AM)
Er kørt lige efter bogen
(7:55 AM)