Thursday, September 09, 2010

  • I dag er det Kyndelmisse

    Hals Avis


    Avisannonce


    Kyndelmisse eller Missa candelarum, som den hedder på latin, betyder lysmesse og er en katolsk kirkefest, der falder på den 2. februar.

    Da Danmark stadig var et katolsk land, altså før reformationen, blev dagen fejret med en lys procession til kirken for at indvie alle de vokslys, der skulle bruges i gudstjenesten i det kommende år. Det var også skik og brug, at kirkegængerne fik indviet nogle lys, som man kunne have derhjemme og tænde i tilfælde af sygdom og død.

    Samtidig var Kyndelmisse en markering af, at der var gået 40 dage siden Jesu fødsel. Ifølge Moseloven er en kvinde uren i 40 dage efter fødslen af et drengebarn. På den 40. dag skal hun gennemgå en renselsesceremoni, så hun igen kan komme i templet. Derfor kaldes festen i den katolske kirke stadig Marias Renselsesfest.

    Kyndelmisse afskaffes som helligdag, da Struense i 1770 samlede de mange små helligdage til én – nemlig Store bededag. Men selvom Struense afskaffede helligdagen i kirken, fortsatte dagen med at have folkelig gennemslagskraft.

    I dag tager vi ikke varsler af vejret på samme måde som i gamle dage. Men engang sagde man: ”Sner det på Kyndelmissedag, bliver det tidligt forår” – og ”mørk Kyndelmisse gør bonden til herremand.” Det skulle også helst blæse så voldsomt, at ”18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden”, for så ville kulden ikke vare ved meget længere.

    Maden var en anden vigtig del af den folkelige tradition. Halvdelen af vinterforrådet til dyr og mennesker skulle gerne være tilbage. På selve Kyndelmissedag spiste man pandekager for at sikre en god byg høst, og man spiste flæsk for at sikre sig mod ondt i ryggen. Men det har nu nok været lige så meget for at sikre sig mod sult, for man sagde nemlig også, at spiste man ikke flæsk til Kyndelmisse, skulle man i skoven ”for at bide snegle”. Det er jo en mærkelig formulering, som vel må tolkes som et udtryk for, at forrådet var sluppet op, - og det var selvfølgelig bedst at undgå det.

    Når fejringen af kyndelmisse i den danske kirke er blevet genoplivet mange steder, så er det hverken som renselsesfest eller lysindvielsesfest, men mere som en takkegudstjeneste for Guds evige lys.

    Da fejring af kyndelmisse jo ikke længere er en officiel gudstjeneste dag, er der ikke en tekst, der som sådan hører dagen til. Og dog. Jesu egne ord i Johannesevangeliet: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys”, må være helt selvskreven ved en gudstjeneste, hvor vores tak for Guds evige lys er hele omdrejningspunktet.

    En tak for, at Gud som det allerførste på Skabelsens morgen skilte lys og mørk. Kaldte lyset frem af intet og satte solen, månen og stjernerne til at lyse for os.

    Men ikke mindst takker og glæder vi os over det lys, som blev tændt, da Jesus Kristus julenat blev født på jorden. Gud selv blev her menneske, fordi han ønsker at følges med os og vise os sin ultimative kærlighed. Den kærlighed skal lyse for os i vores liv. For den er livets lys, som skinner på os, når vi går i vores eget mørke og ikke kan finde en vej i livets forvirrende mangfoldighed. Vi har fået livets lys, som aldrig slukkes. Et lys, der kom til verden for at fortælle os, at han altid er der for os med en udstrakt hånd til hjælp og oprejsning, også når vores liv synes henlagt i total og meningsløs mørke. Et Guds lys, der aldrig slukkes, men stædigt insisterer på, at verdens og menneskers mørke aldrig er så stort, dybt og sort, at Guds lys, ikke kan gennemtrænge og få bugt med det. Det lys har vi lov at håbe, vil lyse for os altid - på gode såvel som på mørke dage. Både mens vi er lever og ånder på jorden og når en gang vi ikke er mere.

    God kyndelmisse.



    Sognepræst Lisbeth Bukh