Thursday, September 09, 2010
  • Unge i Region Nordjylland sparer a-kassen væk

    Hals Avis


    Avisannonce


    NORDJYLLAND: Ledigheden blandt unge nordjyder mellem 16 og 39 år er fordoblet det seneste år. Frygt for fyringer og ikke at kunne finde et nyt job påvirker arbejds- og privatlivet hos de unge under 40 år, der står uden a-kasse. Alligevel sparer de fortsat udgiften til a-kassen væk.

    Det viser en ny omfattende undersøgelse blandt mere end 10.000 danskere, heraf 282 unge nordjyder under 40 år, der ikke er medlem af en a-kasse. Undersøgelsen er foretaget af a-kassernes brancheforening, AK-Samvirke, som en del af oplysnings-kampagnen www.akasse.nu.

    Frygter ledighed, men fravælger a-kassen

    Finanskrisen påvirker arbejds- og privatlivet hos mere end halvdelen (55 %) af de unge under 40 år fra Region Nordjylland, der ikke er medlem af en a-kasse. Og hver tredje af disse (35 %) frygter en fyreseddel eller ikke at kunne finde et nyt job. Alligevel sparer 4 ud af 10 (44 %) fortsat udgiften til a-kassen væk.

    - Jeg er meget overrasket og bekymret over de unges manglende evne til at sikre sig økonomisk under finanskrisen. Selvom hundredvis af unge under 40 år hver dag mister deres job, og selv om de selv siger, at de føler sig påvirket af finanskrisen, finder jeg det paradoksalt, at de fravælger a-kassen, der netop i krisetider kan være med til at sikre dem økonomisk, udtaler forbrugerjurist og ekstern lektor ved CBS, Mette Reissmann.

    Unge nordjyder mangler viden om a-kasser

    Noget kunne tyde på, at de unge fra Region Nordjylland undervurderer deres egen risiko for at blive ledige og ikke kender fordelene ved at tegne en arbejdsløshedsforsikring. Mere end hver tredje (37 %) ved ikke, at de kan sikre sig ved at tegne en arbejdsløshedsforsikring – og over halvdelen (55 %) erkender, at de ikke har styr på, hvad en a-kasse er.

    - Det overrasker mig, at så stor en andel af de unge ikke ved, hvad en a-kasse er – og hvad det koster at være medlem. Det fortæller mig, at a-kasserne står over for en stor kommunikativ opgave med at få gjort de unge opmærksomme på fordelene ved at tegne en arbejdsløshedsforsikring, siger Mette Reissmann.