Friday, September 10, 2010

  • Fastens vandring

    Hals Avis


    Avisannonce


    Fastetiden begynder fastelavns søndag, hvor evangeliet begynder med ordene: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt, som er skrevet om Menneskesønnen, skal opfyldes”. Her midt i fastetiden er vi kommet et stykke ad denne vej mod påskens opfyldelse af disse ord. For nogle uger siden opfordrede jeg til, at man brugte fastetiden til at slå følge med Jesus på denne vandring ad livets

    og håbets vej, fordi vejen mod Jerusalem ender ikke blindt. Det der for os mennesker kan se ud som en håbløs, trøstesløs og lukket vej, der ender i fornedrelse og døden på korset, er en vandring ad livets og håbets vej, som skal forhindre os i at gå til i fortvivlelse og afmagt, når det ser ud til, at vores vandring gennem livet ender med ryggen mod muren. Efter Langfredag kommer

    opstandelsen Påskemorgen.

    Sagt anderledes, så er fastetiden en vandring mod livets træ – korset. I fastetiden har vi øjnene rette mod livets træ.

    Der findes en legende om sammenhængen mellem Livets træ i Paradiset og korset, og det lyder sådan her: ”Da Adam var en gammel mand, blev han meget syg. Han forstod, at døden nærmede sig, og talte med sine sønner om

    Livets træ, der stod midt i Guds have.

    “Hvis det træ groede her, skulle ingen af os dø,” sukkede Adam. Seth sprang op. “Du skal ikke dø, far. Jeg vil hente en frugt fra Livets træ.” Han begyndte at gå. Endelig nåede han til Paradisets port. Der stod en engel på vagt. Seth fortalte, hvorfor han var kommet og bad om at komme ind.

    Englen rystede på hovedet. “Her kan ingen dødelig komme ind. Det er umuligt, men måske kan du få fat i en frugt, hvis du går rundt om haven. Livets træ er meget stort, og der er et sted, hvor det rækker sine grene ud over muren. Hvis du kan nå en af frugterne, må du tage den med dig.”

    Seth begyndte at gå. Efter mange dages vandring fandt han det sted, hvor Livets træ rakte en lang gylden gren ud over muren. Der var ingen frugter på grenen, men det lykkedes for Seth at plukke en ganske lille kvist.

    Da han kom hjem var Adam allerede død. Seth sørgede og plantede sin lille kvist på faderens grav.

    Årene gik. Kvisten slog rod, men den voksede så langsomt, at folk til sidst glemte, hvor den kom fra.

    Mange hundrede år senere kom to brødre, Moses og Aron, forbi det sted, hvor Adam lå begravet. De fik øje på kvisten, der nu var blevet til et lille træ.

    “Sikke nogle pæne, lige grene”, sagde brødrene til hinanden og skar hver en vandringsstav.

    Nu gik der igen nogle hundrede år.

    Da kong Salomon begyndte at bygge sit tempel, sendte han nogle håndværkere ud for at finde en træstamme, der kunne bruges som tagbjælke. Tilfældet ville, at de fik øje på Livets træ, der nu var blevet et stort flot træ. De fældede det og tog det med sig.

    Om natten drømte dronningen af Saba, at netop det træ engang ville blive årsag til stor lidelse og smerte. Da hun fortalte Salomon om drømmen, blev han forfærdet og befalede sine tjenere at grave et dybt hul og smide træet ned i det. Det var enden på den historie, mente Salomon, men skæbnen ville det anderledes.

    Tjenerne havde begravet træet ved Kedrons bæk. Der lå det i flere hundrede år, men vandet i bækken skyllede sandet væk. Lidt efter lidt blev stammen gravet fri. Den flød ned til vandet i Bethesda Dam. Her lå den, da en arbejder fik øje på den. Han var ude for at finde et stykke træ til Jesu kors. Den gamle træstamme så ud til at være lige og stærk, og den havde den rigtige størrelse.

    Sådan gik det til, at Jesus blev korsfæstet på en gren fra Livets træ”.

    Fortsat god vandring mod livets træ.



    Sognepræst Lisbeth Bukh