Friday, September 03, 2010
  • Kasper Bruun - i gang med at renovere hus i Pandrup.

    Pandrup-bokseren Kasper Bruun arbejder målbevidst på at få EM-titelkamp

    Lokalavisen Sydvestvendsyssel


    Avisannonce


    23 årige Kasper Bruun har altid bokset i den lokale Pandrup Bokseklub - faktisk siden han var 9 år. Mere end 100 kampe er det blevet til, så den unge bokser er skam allerede en erfaren herre. For 2 år siden blev Kasper Bruun professionel. Da var han nemlig 21 år, hvilket er et alderskrav for at blive prof. her i Danmark.

    Professionel bokser og tømrer

    Ved siden af sit arbejde som professionel bokser passer Kasper Bruun som ansat hos ”Mesterhuset” også et civilt job som tømrer. Lige nu har han travlt i alle de timer, som ikke bliver brugt til træning, kampe og det civile arbejde. Han og kæresten Sisse, der er fra Hobro, har nemlig købt hus i Pandrup, og det er de i fuld gang med at renovere og ombygge gennemgribende. Lokalavisen traf Kasper Bruun i fuld gang med at knokle med huset en varm og solrig fredag eftermiddag.

    Pandrup Bokseklub har betydet alt for mig

    Den unge håbefulde bokser, der i lighed med Mikkel Kessler er i stald hos Europas største promotor, Team Sauerland, bokser i junior weltervægt (63,5 kilo). Han har indtil nu bokset 6 kampe som professionel og har vundet dem alle. Kursen er således målbevidst sat mod i løbet af højst et par år at kvalificere sig til at få en EM-titelkamp. Absolut en realistisk mulighed for den meget teknisk betonede kontrabokser, der sender en stor tak til Pandrup Bokseklub og dens dygtige ledere og trænere, som han giver æren for sin egen succes. Pandrup Bokseklub er suverænt Danmarks bedste, siger Kasper Bruun. Den klub har simpelt hen betydet alt for mig, og jeg konstaterer med glæde, at klubben fremdeles er meget udviklingsorienteret, så masser af nye unge boksere er på vej frem.

    Dans og boksning går hånd i hånd

    En af de ændringer ved overgangen fra amatør til professionel, som Kasper Bruun har skullet vænne sig til, er, at handskerne stort set ikke er foret og derfor slår ekstra hårdt. Det betyder, at jeg har måttet arbejde på at lægge min stil lidt om, siger han. F.eks. har jeg forbedret mine parader meget. Kæresten Sisse er i øvrigt ikke bokseinteresseret, men derimod en passioneret danser. Men det passer fint til Kasper, der selv har danset i 15 år. Netop dansesporten har betydet meget for mig som bokser, selv om det lyder underligt, siger han. Det har givet en god motorik og et hurtigt fodskifte, forklarer han.

    Boksningen en familiesport

    Faktisk er boksesporten næsten en familiesport, som Kasper er en del af. Hans onkel har været boksetræner, både storebror og fætre har haft handskerne på, og nu er det Kasper, der for alvor er kommet i fokus, når det gælder boksningen. Inden næste sommer venter yderligere 7 professionelle kampe, og den målbevidste og dygtige Pandrup-bokser satser benhårdt på for hver kamp at komme nærmere fremtidsmålet, nemlig en EM-titelkamp.

    Det ønsker vi alles sammen den sympatiske bokser held og lykke med. Lige nu er den næste sportslige udfordring et besøg i TV2’ studie i Odense, hvor Kasper sammen med andre kendte sportsfolk skal forsøge at forcere en simuleret bjergetape i Tour de France (!).

    Vil ikke ende som ringvrag

    Inden vi siger farvel og god weekend, lyder det fra Kasper Bruun: Og så har jeg i øvrigt ingen ambitioner om at ende som et ringvrag – så om 8 år er det slut med eliteboksning! Inden da er Kasper Bruun forhåbentlig blevet laurbærkranset indtil flere gange….