Friday, September 03, 2010
  • Kirsten Melchiorsen og Mette Østergaard har kørt parløb som kompagnoner i 25 år.

    Et kompagniskab med bid i

    Oplandsavisen


    Avisannonce


    Tandlægerne Kirsten Melchiorsen og Mette Østergaard har kørt parløb i 25 år. Altså som kompagnoner.

    Og sølvbrylluppet blev fejret sammen med medarbejdere og deres respektive mænd på festlig sølvbryllups-manér med mad, sange, taler, totalteater og dans.

    For som de to energiske kvinder siger, så forstå Tandteamet i Dannebrogsgade at grine og feste sammen.

    Og være alvorlige sammen, når situationen kræver dèt.

    Kontaktannoncen

    25 års “ægteskab” kalder uvægerligt på historien om, hvordan de to mødte hinanden. Og Kirsten Melchiorsen fortæller prompte, at hun havde indrykket en “kontaktannonce”.

    - Det var før netdatingens tid. Det var via en annonce i avisen, og den reflekterede Mette på, griner Kirsten.

    - Det var blind-date, supplerer Mette og forklarer:

    - Jeg studerede i København. Annoncen var indrykket som billetmærke, og jeg kunne ikke engang se hvor i landet, det var.

    Kirsten Melchiorsen plukkede Mette ud af et ansøgerfelt på 80.

    - Til samtalen mødte vi i ens lysegule bukser. Så var linjen jo lagt, husker Kirsten med et grin.

    - Aftalen var, at hvis samarbejdet fungerede, skulle Mette købe sig ind, forklarer Kirsten og konstaterer, at forlovelsen varede halvandet år, inden det professionelle ægteskab blev beseglet med en underskrift.

    Delte stol og klinik

    Tre år inden “kontaktannoncen” blev indrykket havde Kirsten Melchiorsen åbnet klinik på anden sal i den nuværende FOA-bygning i Grønnegade.

    Melchiorsen og Østergaards klinik har siden vokset sig stor. I begyndelsen delte de to tandlæger om én klinik - Kirsten havde primært patienter i tandlægestolen om formiddagen, mens Mette dækkede eftermiddagstimerne.

    I dag har Tandteamet Melchiorsen og Østergaard til huse i Dannebrogsgade. Teamet består af 14 kvinder - hertil kommer to specialtandlæger, der er tilknyttet teamet.

    - Vi har kun haft to mænd ansat. Den ene var her i tre måneder, den anden i tre år, så kunne de ikke holde os ud længere, og at det var kvinder, som havde det sidste ord, smiler Kirsten Melchiorsen.

    - Vi er jo ret bramfri.

    Sværere end ægteskab

    Sølvbrudeparret forsikrer, at de aldrig har været oppe at skændes i det 25 år lange ægteskab. Det skortede ellers ikke på advarsler, inden underskrifterne blev sat.

    - Mange sagde til os, at et kompagniskab er sværere end et ægteskab. Man er hver for sig, men har mange penge bundet sammen.

    De to kvinder har dog formået at gøre de dystre forudsigelser til skamme. Og forklaringen lyder som følger:

    - Vi har haft fælles mål.

    - Vi har vidst, hvilken vej vi ville, og så har det været det lange seje træk, forklarer Mette Østergaard.

    - Selvfølgelig har vi været uenige om nogle ting, men vi har aldrig været oppe at skændes. Aldrig, siger Kirsten Melchiorsen.

    - Vi har hele tiden snakket om tingene og forhandlet uden at blive personlige, tilføjer Mette Østergaard.

    - Vi kan mere sammen end hver for sig. Vi siger, at en plus en er tre.

    - Og man må da sige, at det har været et produktivt ægteskab, smiler Kirsten.

    Ikke alene er medarbejderskaren vokset. Klinikken er udvidet af flere omgange.

    - Vi har egentlig altid haft for få klinikker. Vi byggede om for to år siden for at lave en klinik mere, så der nu er fem.

    Senest har Tandteamet indrettet en lejlighed på første sal med personalefaciliteter, og det var da også i den nyindrettede personalestue, “sølvbryllupsfesten” stod.

    Engagerede medarbejdere

    De to kompagnoner mener, at de på mange punkter er meget forskellige. Men alligevel har de formået at finde fælles fodslag.

    - Vores grundværdier er vigtige for hele klinikken, siger Mette Østergaard og nævner medansvarlig, fællesskabsfølelse, respekt for hinanden, udvikling, struktur og kvalitet som nøgleord for succes.

    Og Kirsten Melchiorsen og Mette Østergaard fremhæver gang på gang det engagerede personale.

    - Medarbejderne brænder, de er ikke ligeglade, men engagerede. Og de kan komme med kritik, fordi det er lovligt. Konstruktiv kritik er meget værd. Ellers kan tingene jo ikke blive bedre. Vi finder tit på nyt, og er der noget, der ikke virker, prøver vi noget andet.

    Foruden individuelle medarbejdersamtaler laver personalet i fællesskab en såkaldt game-plan en gang årligt. Her samles alle for at komme med input, der kan gøre arbejdspladsen endnu bedre. Og en fælles tur til London og de nye personalefaciliteter er blandt de håndgribelige resultater.